Autolakerer

Autolakererne sparer papir og tid med integration til FORSI

Når en bil bliver skadet, sender forsikringsselskaberne en taksator ud for at vurdere skaden. Observationerne havner i en skadesrapport, der lægges ud elektronisk i forsikringsselskabernes integrerede skadesopgørelsessystem FORSI. Det er ud fra denne rapport bilen bliver repareret og lakeret hos autoværksted og autolakerer.

Henter rapporterne direkte ind i Helios

I foråret 2012 blev det betydeligt lettere for landets autolakerere og automekanikere at komme til taksatorrapporterne. Dengang blev det muligt at hive taksatorrapporter direkte ind i Helios Autotaks og Eurotax. Det vil sige, at der via it-systemet Helios er direkte integration med taksatorrapporterne.

”Vi behøver ikke længere at vente på rapporterne, vi kan selv hente dem, så det hele kommer ind at stå i Helios,” fortæller Annie Jensen fra Arlys Autoværksted i Nykøbing Mors.

FORSI-integration gør papir overflødigt

Tidligere fik Arlys Autoværksted alting på papir, når de modtog værkstedernes rapporter på de biler, der skulle lakeres. Det betød masser af papir og ikke mindst masser af tastearbejde, fordi informationerne skulle skrives ind fra bunden. Sådan er det ikke længere efter FORSI-modulets ankomst.

”Nu kan vi trække det hele ind via Helios og udskrive det til f.eks. arbejdskort. Det er både nemt og smart,” beskriver Annie Jensen, der hver dag sparer tid, når hun bruger FORSI-modulet.

”Før brugte jeg måske 1,5-2 timer dagligt på skadesrapporterne. I dag kan jeg gøre det på en halv time.”

Nedsætter risikoen for fejl

Når autolakererne henter taksatorrapporter ind digitalt, nedsætter det risikoen for fejl betydeligt.

”Tidligere tastede vi selv det hele ind fra bunden. Det undgår vi, når vi kan hente rapporterne direkte ind i Helios og arbejde med dem der.”

På Arlys Autoværksted henter de mellem 10 og 25 skadesrapporter ind om dagen.

Yderligere information om FORSI-integration til Helios

Du kan få yderligere information om Helios og FORSI-integrationen hos Brancheorganisationen Autobranchen Danmark